Forretter17/08-2018 af Dorthe Anneberg

Tærte med jomfruhummer og pære

Tærte med Jomfruhummer og pære

Denne tærte kan bages som en stor eller som ca. 12 små tærter. Den er god som en let middagsret eller til frokostbordet. De små tærter er gode som en forret – hvor man så kan have alt klar og de er nemme at servere. Jeg bruger en grov tærtebund med rugmel – du kan finde opskriften i et andet indlæg – http://www.chiahealth.dk/taerte-af-den-sunde-slags-med-rugmel/

Du kan naturligvis og bruge en hel alm. tærtedej med hvedemel, men det grove mel giver god smag.

Til fyldet skal du  bruge

2 pære – f.eks clara friis

2 dl fløde

1 dl mælk

3 æg

100 g høng mild blå/hvid

ca. 400 g kogte og pillede jomfruhummerhaler

Tilbered tærtedejen – det kan nemt gøres 1 dag i forvejen. Når du skal tilberede tærterne, så udrulles dejen og du beklæder en tærteform eller små tærteforme – om formene skal smøres kommer an på hvilke forme du bruger. Jeg har nogle franske metal forme som ikke behøver at smøres. Når formene er beklædt prikker du huller med en gaffel og forbager i ovnen ved 175 grader i ca. 12-15 min.

Fyldet tilberedes imens.

Hvis du bruger nye pære med tynd skræl er det ikke nødvendigt at skrælle dem – er skrællen grov så skal de skrælles. Pærene skæres i små tern.

Bland fløde, mælk, æg og ost og pisk godt igennem, tilsæt lidt salt og peber.

Fordel pære og jomfruhummerhaler i bunden af den/de forbagte tærter og overhæld ostemassen. Bag de små i ca. 30-35  min og en stor i ca. 40-45 min ved 175.

Jeg vælger at tage de små tærter ud af formene inden jeg kommer fyld i. Jeg sætter dem så på bagepapir – det gør det nemt ved servering og ingen ekstra opvask hvis gæster. Hvis der er et lille hul i en af tærterne, ja så flyder  det ud på bage papir – det kan skæres af ved servering.

God fornøjelse og tak fordi du læste med.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *