brød og kager13/07-2017 af Dorthe Anneberg

Rosinsnegle med citroncreme!

Rosinsnegle med citroncreme

Det er muligt jeg ikke er så dygtig til detaljerne – men smagen i disse snegle er bare så god. De er præcis som jeg husker dem fra min barndom. De smager af noget de er luftige og da der er creme i dem så bliver de ikke tørre.

De er nemme, at bage ligesom de kan fryses og varmes.

Du skal bruge følgende:

ca. 500 g mel helst noget med højt proteindhold. Jeg brugte økologisk bornholmsk pizzamel.

50 g gær

2 dl sødmælk

150 g blødt smør

1 tsk salt – jeg bruger flagesalt

1 tsk sukker

1/2 tsk kardemomme – hvis din kardemomme ikke er frisk, så lidt mere.

Gæren opløses i den kolde mælk. Salt og sukker tilsættes og godt halvdelen af melet.  Ælt dejen med en træske eller på røremaskinen. Du skal have luft i dejen – så sneglene bliver luftige.

Ælt så det bløde smør i dejen og netop så meget mel at dejen slipper kanterne i skålen. Drys let med mel og form en kugle. Dejen skal så stå tildækket og hæve i ca. 1 time.

Mens de hæver skal du tilberede en creme som du skal bruge følgende til

3 æggeblommer

21/5 dl mælk

2 spsk maizena

korn af 1/2 stang vanilje

1 håndfuld rosiner

1 tsk reven citron skal – husk at bruge økologiske der ikke er overflade behandlet.

Pisk det hele sammen i en gryde og varm det langsomt op, mens du pisker. Det skal næsten nå kogepunket – tag fra varmen mens du fortsat pisker til det lige er kølet lidt af. Afkøl.

Den færdige dej ’slåes ned’ og deles i 2 – rul hver stykke ud til en rektangel – så det ligner en bund til en roulade.

Smør så den kolde creme på de 2 roulader og drys med rosiner. Rul nu sammen og skær hver roulade i ca. 10 stykker. Læg dem på bagepapir eller i en smurt form, hvor du kan lege lidt med afstand – jeg kan godt lide de ‘vokser sammen’ – vil du have dem ‘alene’ så lidt mere afstand og husk så at stoppe den løse ende ind under hver snegl.

Lad dem hæve i ca. 1 time – ca. dobbelt størrelse.

Bag dem ved 200 grader i ca. 20. min. Vil du have sneglene mere skinnende så kan du pensle dem med ægge hvide. Jeg kan godt lide at de ikke er penslet.

God fornøjelse og tak fordi du læste med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *