Desserter18/12-2017 af Dorthe Anneberg

Romfromage med amarena kirsebær!

Romfromage med amarena kirsebær

Romfromage er en af de rigtig gamle klassikere, den blev serveret til de store middage enten som en fromage med blot lidt flødeskum men også til den store Rubinsteinkage, hvor den var pyntet med hård nougat og tørret viol og så med små vandbakkelser som lige har lidt chokolade på toppen.

Jeg har valgt, at gøre den lidt juleagtig og så i portionsanretninger.

Du skal til 6-8 personer bruge

5 blade husblas
2 æg
½ dl sukker
½ dl rom – en god mørk rom er bedst
2 dl piskefløde

evt lidt ekstra fløde til pynt

Nougat af 100 g sukker og 100 g mandler

Makronbund

100 g marcipan

40 g sukker

20 g mandler

1/2 æggehvide

Kom husblas i en skål med koldt vand. Del æg i blommer og hvide.

Rør æggeblommer og sukker godt og tilsæt lidt af rommen. Pisk æggehvider stive.  Pisk fløden til skum ikke for stift.

Tag husblassen op og vrid den let, kom den i en gryde med lidt rom og varm forsigtigt op så den lige er smelte. Hæld den i en tynd stråle i æggemassen og rør rundt. Når massen er ved at stivne, vendes de piskedeæggehvider og flødeskummet i.

Du kan vælge at stoppe her og blot komme fromagen i en skål og lade den stivne pynt evt med flødeskum og lidt hakket nougat.

Til nougat smelter du sukker ved svag varme når det er smeltet tilsættes de smuttede mandler – rør godt rundt. Hæld massen på et stykke bagepapir – afkøl – bræk et stykke af og hak fint kom på til pynt lige før servering.

Du kan vælge at komme fromage på en makron bund. Du laver en masse af marcipan som du river og rører med sukker og æggehvide og finthakket mandler de skal ikke smuttes. Kom massen på bagepapir i en størrelse der passer til den form du ønsker at servere fromagen i – jeg valgte at serverer portionsanrettet – jeg tilberedte i cylinder forme som jeg havde beklæde med kageplast for at få højde på desserten. Derfor bagte jeg små runde makron kager – Der er sikkert for meget med makronerne smager godt til en kop kaffe.

Kom en lille makron bund i hver cylinderform – kom et amarena kirsebær på hverbund og kom fromage på – sæt i køleskabet i nogle timer. Fromagen er nem at ‘trykke’ ud af formen, hvis du har brugt kageplast, hvis fromagen er i formen uden beklædning, så skær rundt med en lille kniv – anret på tallerken – pynt med lidt hakket nougat.

Tak fordi du læste med og god fornøjelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *