diverse05/08-2017 af Dorthe Anneberg

Pickles syltet med carry og sennepsdressing.

Pickles

Pickles er en af de ting der bare skal syltes hvis man har en lystfisker i familien eller man bare godt kan lide fisk. For den  bedste hjemmelavet remoulade får man hvis man bruger hjemmelavet pickles. Men ikke bare til remoulade er pickles god. Pickles smager også godt til de gode stege. Endelig er hjemmelavet pickles det der gør oksebryst til en ret i særklasse. Et stykke rugbrød med oksebryst, peberrodsflødeskum, og pickles det er rigtig godt.

Jeg bruger en opskrift som jeg ved min mor har brugt – jeg har selv brugt den i mange år – jeg har en lille lap hvorpå ingredienserne er skrevet – og hver gang jeg sylter, så leder jeg efter denne lap som jeg har lagt et sted hvor jeg tænker nu ved jeg så hvor den ligger!!!

Hvis man vil lynsylte, så er det ikke pickles – det tager tid og pickles skal have lov, at trække – faktisk står der i nogle opskrifter at pickles skal så et år før man begynder spise af det. Det syntes jeg så ikke, jeg kan godt lidt at den fine gule farve det har når det er nylavet – når det har stået lang tid bliver farven mørkere – men smagen er fin.

Jeg tilbereder en stor portion – opskriften kan nemt halveres!

Til min opskrift skal du bruge

1/2 kg groft salt

3 l vand

Salt og vand koges til en saltlage som køles helt af.

Derudover skal du bruge:

2 blomkål

500 -750 g grønne bønner

500 – 750 g løg – du kan bruge små sylteløg – det kunne jeg ikke få, så jeg brugt friske nye løg både et par røde og et par hvide løg.

4 agurker – slangeagurker

10 gulerødder

Alle grøntsagerne skal vaskes og rengøres og derefter skal de snittes i pæne stykker – i nogenlunde ens størrelse – Gulerødderne og agurkerne skærer jeg  i stave. Jeg fjerne kernerne i agurkerne. Blomkålen skal pilles eller skæres i små buketter og løgene i tynde både. Alt efter hvor store bønnerne er skæres de i 2 eller 3 stykker.

Det hele lægges i en stor skål og den kolde saltlage hældes over lad stå i ca. et døgn hvorefter saltvandet hældes fra.

Til lagen skal du bruge

1,75  l eddike

1 dåse colmanns sennepspulver

1 kg sukker

15 g karry

Atamon til at skylle opbevaringsglas med.

Kog lagen op i en stor gryde, kom grøntsagerne i og lad koge i ca. 15. min

Medens grøntsagerne koger, skoldes og rengøres glas til at opbevare i. Glassene skylles med lidt atamon.

Når grøntsagerne er kogt, tages de op af lagen med en hulske og kommes i glassene. Lagen koges herefter ind ca. i 1,5 time. Når lagen er kogt ind hældes den over grønsagerne og glassene lukkes. Hvis og det er der helt sikkert er for meget lage så hæld det på flasker og brug det i dressinger.

God fornøjelse og tak fordi du læste med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *