Hovedretter31/08-2017 af Dorthe Anneberg

Løgtærte med kantareller

Løgtærte med kantareller

Tærte i mit køkken er faktisk ofte søndagsmiddag – lidt nemt, let og lækkert. Jeg tilbereder ofte grove tærtebunde, du kan iøvrigt finde en rigtig god opskrift på en bund med rugmel i et andet opslag. Men engang imellem så skal det bare smage ‘let’ og denne med løg  smager godt med en bund der har lidt sødme. Der sker også det at når bunden har lidt flormelis i dejen så bliver den meget sprød. (man kunne også bage med butterdej!). Tærte er ikke bare godt til en let middag men også til frokost eller til buffet. Jeg bager også små tærter som jeg serverer som forret.

Jeg tilbereder ofte en større portion tærtedej – det er nemt, at have i fryser. Jeg giver opskrift en portion der passer til en stor tærteform, ca. 26 cm. (På billedet ser du en lille tærte – 1/2 portion).  Hvis forret så kan der af denne portion blive ca. 25-35 små tærter med en diameter på 6 cm.

Du skal bruge:

200 g hvedemel

1 spsk flormelis

1 tsk salt

200 g smør

2 spsk vand

Bland mel, flormelis og salt i en skål – tilsæt smørret i tern og smuldr det ind i dejen, tilsæt vand og ælt sammen – der skal ikke æltes som sådan men du skal have en fast dej der hænger sammen. Du kan også gøre det i foodprocessor. Du kommer alt på nær vand i foodprocessor kører pulse et par gange og tilsætter så vand og dejen vil samle sig.

Pak dejen i film og lad den hvile i ca. 1 time i køleskab. Du kan også fryse dejen – ligesom den sagtens kan holde sig nogle dage i køleskab.

Rul Dejen ud på et melet bord eller mellem to stykker bagepapir. Kom dejen i formen – som du har smurt læg evt. et stykke bagepapir i bunden. Lad dejen falde godt ud over kanterne. Jeg bruger forme med løs bund.

Prik nogle huller med en gaffel og forbag bunden ved 200 g i ca. 20 min – tiden afhænger lidt af hvor tyk du har dejen – den skal være fin lysebrun.

Fyldet kan varieres men til en stor løgtærte skal du bruge:

et par spsk dijonsennep

Smør til at sautere løg i.

ca. 400 g små løg – skåret i halve eller kvarte

100 g revet gulerod

1 par håndfulde kantareller – kan udelades!

3 æg

2,5 dl piskefløde

salt og peber

Timian

ca. 100 g reven parmesan

lidt ristet serano skinke – kan udelades

Sauter løgene i smør i nogle få min de skal ikke være brune. Tilsæt gulerødder og sauter yderligere et par min.

Smør den afkølede forbagte tærte med dijon sennep læg løg og gulerødder på  bunden. Sauter så kantareller og kom på tærten.

Pisk æg og fløde sammen og tilsæt salt og peber.

Hæld massen over grøntsagerne og drys med parmesan. Læg et par kviste timian på toppen.

Bag tærten i ca. 45 min ved 190 grader – se til den så den ikke bliver for mørk.

Pynt evt. med lidt ristet serano skinke ved servering.

Man kan også tilberede den tærte med andre grøntsager, tomater, porre, asparges, broccoli, blomkål eller hvad du nu har lyst til – jeg syntes ikke man skal blande for mange slags, så kommer tærten til at se rodet ud. Uanset hvad du bruger af grøntsager, så sauter dem eller giv dem et lille opkog. Æggemassen kan også smages til med hakkede krydderurter salvie, koriander, timian eller estragon. Man kan også tilsætte lidt reven muskatnød til æggemassen.

God fornøjeselse og tak fordi du læste med

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *