brød og kager13/10-2017 af Dorthe Anneberg

Lagkage med valnødder og chokolade

Lagkage med valnødder og chokolade.

Det er lige årstiden, hvor valnødderne er klar. En fin måde at bruge nogle af dem på er i denne lagkage. Lagkagen er for mig ganske traditionsfyldt. Har kørt langt for at komme til Svinkløv badehotel, bare for at drikke kaffe og et stykke af denne kage. Mens vi venter på at Svinkløv igen åbner, så må vi selv bage kagen. Jeg har justeret lidt i den oprindelige opskrift som måske findes mange steder men den fortjener, at blive bagt så her er den.

Du skal bruge

4 æg

100 g sukker

100 g hvedemel

2 tsk bagepulver

5-7 dl fløde

125 g valnødder

125 g sukker

125 g god mørk chokolade – jeg bruger 70%

1 tsk nescafé

flormelis

valnødder til pynt

evt lidt rom eller sherry

Æg og sukker piskes hvidt – så det er rigtig luftigt. Bagepulver blandes med hvedemel og kom det gennem sigte i dejen og vend forsigtigt rundt. Fordel massen i 3 forme eller smør dejen ud på bagepapir hvor du har tegnet en cirkel ca. 24 cm. Bag bundene i ca 12 min ved 200 g hold øje med dem de skal være fine lysebrune.

Valnøddebrud – Smelt 100 g sukker på panden og tilsæt 100 g valnødder -jeg varmer valnøddekerner i ovnen bare 5-6 min de skal ikke ristet – men jeg syntes de er nemmere at arbejde med i den varme sukkermassen og det giver bedre smag, vend godt rundt i sukker massen så alle valnødder er dækket af karamel. Hæld på bagepapir og afkøl – når det er koldt hakkes i mindre stykker. Har du en kødhammer kan du i en plastpose og et par slag så har du knust karamellen. Det skal ikke være for fint.

Pisk fløde til skum – du kan justere mængden af fløde skum – jeg bruger nok ret præcist 6 dl – tilsæt valnødder og groft hakket chokolade og fordel på de 3 helt kolde bunde – det kan gøre dagen før de skal bruges. Du kan med fordel bruge kageplast som du sætter på indersiden af en springform, for at sikre at kagen ikke bliver ’skæv’. Man kan komme lidt rom eller sherry på bundene.

Bland Nescafé med kogende vand og rør det til en stærk kaffe. Tilsæt kaffen lidt af gangen i flormelis – til du har en god konsistens – smør massen på lagkagens top og pynt med valnødder.

God fornøjelse og tak fordi du læste med.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *