diverse23/04-2018 af Dorthe Anneberg

Det gode tilbehør til sommermaden.

Avokadohumus, agurkesalat, rabarberkompot, sennepsdressing og dip med gurkemeje, ingefær og havtorn sirup.

cc294ed9-0ffd-45b4-92dc-6bc4b68975fd

Når solen skinner og der måske skal grilles eller der skal hygges lidt fordi der er mange helligdage eller måske er det ved at være sommerferie. Mange af os orker ikke de store tunge sovse men alligevel, så skal der være noget der kan spises til kødet, kyllingen eller fisken. Nu er de nye kartofler der men lidt mere og lidt med farve og smag – jeg giver her 4 hurtige små ’sidedish’ som er nemme og smager godt til det meste.

Avokadohumus

Alt efter hvor grønne avokadoerne er så kan denne husmus få en dejlig farve. Man kan sige det er lidt en mellemting mellem humus og guacamole! men en ting er sikkert det er godt tilbehør til chips eller til grønsagstavne eller som en lille forret med ristet rugbrød eller små trekanter af pitabrød. Du kan vælge selv at koge kikærterne men skal det gå hurtig og lidt nemt, så kan du snyde og købe gode kikærter på dåse – tjek saltindhold køb dem med lavt saltindhold.

Du skal bruge:

1 dåse kikærter – som du hælder i en sigte så alt væde er væk. Hvis du har tid så læg tørrede kikærter i blød i vand i ca. 10-12 timer og kog dem. Følg anvisningen på pakningen. – Afkøl.

2 avokado

ca. 3 spsk olivenolie

1 -2 spsk tahini (hvis du vil have det mere guacamole agtigt så kan du undlade tahini)

ca. 3 spsk limesaft eller citron saft

1 fed hvidløg

salt og peber

evt. et drys spidskommen – jeg elsker det andre hader det!!!! så det er bestemt noget der kan udelades.

Drys med frisk hakket koriander eller persille – et drys chilli smager også godt.

Kom kikærter, olivenolie, tahini, citrone eller lime saft og hvidløg i foodprocessor og kør pulse til du har en jævn og pæn og ens masse. Smag så til med krydderier – og tilsæt avokado som du lige har skåret i mindre stykker – kør pulse et par gange – tilsæt evt lidt mere olie hvis massen er for fast. Anret i skål og kom hakket persille eller koriander på toppen.

Agurkesalat

Hjemmelavet agurkesalat er bare noget helt andet end det der kan købes færdigt på glas. Farven og smagen er fin og det smager godt til stort set alle de danske sommerretter.

1 agurk

2 spsk salt

1 dl eddike – det kan være helt alm. lager eddike eller æbleeddike

1/2 dl sukker

1/4 dl vand

Rør eddike, sukker, vand sammen så alt er opløst – du kan vælge at give det et opkog – men det skal så afkøles – det skal være koldt når du skal bruge det. Jeg koger faktisk en større portion som jeg så opbevarer på flaske – så er det lige klart til brug.

Agurken skæres i tynde skiver, jeg bruger mandolinjern – pas på fingererne!!! læg dem i en skål og drys med salt – lad dem stå ca. 1/2 time.

Knug dem fri for væde og kom dem i marinaden.

Sennepsdressing

Denne dressing/sauce er efter min opfattelse en rigtig barbecuesauce – der passer godt til grill maden – den kan sagtens holde sig i køleskabet i nogle dage!

2 spsk sennepsfrø – gule

1 dl dijonsennep

1 dl mayonaise – brug noget god mayonnaise.

1 dl græsk yoghurt – 10 % – det kan også være creme fraiche.

2 tsk worcestersauce

Rist sennepsfrøene på en tør pande – hold et låg over – de kan nemlig godt springe lidt – de må ikke brænde!!

Kom så frø i en skål og bland med resten af ingredienserne – smag til med ekstra sennep og worcestersauce!!

Rabarberkompot

Ja alene farven så er det dejligt tilbehør til sommerens retter og hvis man har forskelligt tilbehør så er det godt med lidt sødt.

Der er meget forskel på rabarber! Min opskrift her er meget ‘ca.’ da sukkermængde afhænger af rabarber og hvor sødt man kan lide det.

4 stængler rabarber ca. 400-500 g

ca. 4-5 spsk sukker eller ca. 100 g sukker

1/2 vaniljestang

evt. 1/4 dl vand – jeg undlader vand men er rabarberne ‘tørre’ så kan det være nødvendigt.

Vask og skær rabarber i stykker kom dem i en gryde eller fad der kan gå i ovnen – drys med sukker som du har blandet med kornene fra vaniljestangen – stik også den tomme vanilje stand i gryden. Lad det stå og hvile gerne i en time – så trækker sukker og vanilje godt ind i rabarberne.

Sæt i ovnen 125 grader i ca. 15-20 min tjek undervejs – de skal ikke blive til grød.

Dip med gurkemeje, ingefær og havtorn

2 dl græsk yoghurt

2 spsk mayonaise

revet frisk gurkemeje

revet frisk ingefær

hakket persille

hakket dild

salt og peber

evt. lidt tørret havtorn flager.

Bland græsk yoghurt med mayonaise, tilsæt revet gurkemeje, ingefær og havtorn og hakket dild og persiller. Smag til med salt og peber. Anret og pynt evt med lidt havtorn flager.

 

God fornøjelse og tak fordi du læste med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *