brød og kager09/08-2017 af Dorthe Anneberg

Brioche!

Briocheboller 

Der findes mange boller og jeg bager mange forskellige – jeg har et andet sted på bloggen, en burgerbolle med rugmel som jeg er rigtig glad for. MEN nu skulle det være anderledes – engang imellem så skal der bare noget dejligt let brød med masser af smør  –  det er derfor blevet til briochebolle. Den er god til burger, den er god til laksesandwich, den er god til avokado sandwich, den smager super ristet med ost eller lidt marmelade. Hvis man er svampejæger, så er et stykke ristet brioche med smørristet svampe bare rigtig lækkert, ligesom et stykke ristet brioche med froi gras bare er himmelsk!!

Jeg valgte, at tilberede en stor portion, og udover 15 burgerboller blev det også til et par brød. – Såvel brød som boller er gode ristet og de er bestemt frysegnet. Hvis du bager brød så skær dem over inden du fryser.

Dejen egner sig også til frysning. Hvis du fryser dej – så læg den i køleskab aftenen før du skal bruge den.

Hvis du ikke har en røremaskine, så er det en meget vanskelig opgave, at tilberede et ordentligt brød/bolle – jeg ville vælge andre brød. Der skal nemlig arbejdes meget længe med dejen for både at få æg og smør ordenligt ind i dejen. Hvis dette ikke sker får man nemt et brød der smager af æg og ikke har letheden.

Til denne portion brioche brugte jeg:

gærblanding:

200 g hvedemel

2 dl vand

3 g gær

Denne blanding skal blot røres sammen og så hvile i 3-4 timer eller natten over i køleskab.

Til dejen:

1 kg hvedemel

25 g salt – ca. 2 spsk fuld

120 g sukker

Jeg køber nogle meget store æg, jeg brugte 8 måske du skal bruge 9 eller 10 – vej dem vægten skal være 500 g – uden skal.

2,5 dl sødmælk

10 g gær

300 g surdej – hvis din surdej har stået længe, så giv den lige lidt liv – du kan aftenen inden du skal bage fodre den med lidt mel og vand.

gær blandingen (400 g)

450 g usaltet smør – det skal være stuetemperatur, lidt blødt.

Bland mel, salt og sukker i røreskålen, tilsæt så æg, mælk, gør surdej og gær blanding – rør det hele sammen på lav hastighed – ca. 5 min. Skrab evt. dejen ned af kanterne en enkelt gang. – Lad dejen hvile i ca. 30 min.

Efter denne hviletid skal du igen ælte dejen denne gang på middel hastighed- dejen skal lige slippe kanterne og så skal smørret indarbejdes – skær  det bløde smørret i  tern og kom det ned i midten af skålen gør det af nogle omgange – dejen skal være smuk blank og ensartet – der må ikke være klumper af smør i dejen. Lad så dejen hæve først i ca. 1 time vend så dejen med hænderne  som du har kommet lidt mel på. Derefter natten over i køleskab. Du kan også dele dejen og fryse den.  Hvis du vælger at fryse den – så husk at tage den ud aftenen  inden du kan bruge den – og sæt den i køleskab.

Form så dejen til boller eller brød eller begge dele! Hvis brød så læg dem i forme og lad dem hæve i ca. 2 timer ved stuetemperatur. Hvis boller så former du og lægger på plade! hvis du er usikker på størrelse så vej en klump – de skal veje godt 100 g – det er ca. en en lille håndfuld. Husk der skal være lidt afstand mellem dem. Pensl dem med æggeblomme rørt med lidt fløde og drys med en blanding af sorte birkes og sesamfrø. Hvis du som jeg laver 15 –  så skal du bruge 2 æggeblommer og 1 spsk fløde. Brødene skal ikke drysses med frø – de skal blot pensles med æggeblommer og fløde.

Lad også bollerne hæve i ca. 2 timer.

De skal bages ved høj varme 230 grader de bages i ca. 20-25 min og brødene ca. 35 – 40 min – det kommer lidt an på størrelse. Skru evt . ned til 200 grader hvis de får for meget farve. De dufter skønt når du bager dem!! Når de er afkølede så kan de fryses.

Et måltid kunne se sådan ud – burger i luksusklasse med kantareller, vildsvinebacon, gryere ost, og masser af grønt – så vegetarerne kan også spise med.

God fornøjelse og tak fordi du læste med.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *