Hovedretter04/08-2018 af Dorthe Anneberg

Blomkålssuppe på en sommerdag!

Blomkålssuppe på en sommerdag

Kan man spise suppe når det er varmt? Mit svar er ja det kan man godt, og noget der er rigtig godt er blomkålssuppe. Men det er vigtigt, at suppen bliver tilberedt så den smager frisk og sommerlig. Koger man blomkålen for længe kan den blive  kedelig og kålagtig. Du kan tilberede den som vegetarret eller du kan vælge at tilsætte lidt ristet bacon. Vælger du at tilsætte bacon så prøv at finde en god bacon – jeg har brugt toscansk gris. Server evt. suppen med et godt hjemmebagt flûtes til.

Du skal til 2-3 personer bruge

1 lille blomkål eller halvt stort. De danske kål er så fine lige nu.

2 porre

1 dl fløde

lidt muskat

lidt olie til at stege i

salt og peber

reven citron af en 1/2 økologisk citron

1-2 dl frisk bælget ærter

evt. 50 g bacon

hakket krydderurter, jeg brugte bredbladet persille, citron verbena og basilikum

Vask kål og fjern de groveste blade – de små blade kan sagtens være på. Del blomkål incl. stokken i mindre stykker. Rengør porre og skær i skiver. Jeg bruger kun det hvide – gem det grønne (du kan snitte det fint og bruge i en mad tærte med laks eller i en æggekage).

Kom lidt olie i en gryde og varm op, kom porre og blomkål  i – gem 1 buket blomkål til pynt. Sauter uden at det tager farve. Tilsæt vand ca. 5 – 6 dl vand. Kog i ca. 12-15 min alt efter hvor store dine stykker er. Kålen skal være kogt men ikke overkogt.

Hæld evt. lidt vand fra som du gemmer. Blend blomkålen med en stavblender, så du har en jævn masse tilsæt fløde og evt. den resterende del af kogevandet, smag til med salt, peber, lidt frisk reven muskatnød og lidt reven citronskal.

Rist bacon tern. Bælg ærter og hak dem groft. Hak krydderurter. Skær blomkålsbuket i tynde skiver brug mandolin jern – pas på fingerne! Det bliver til ’smulder’.

Varm suppen igennem, anret og pynt med ærter, krydderurter, blomkål og evt. bacon.

God fornøjelse og tak fordi du læste med

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *