brød og kager11/10-2017 af Dorthe Anneberg

Æblestænger

Æblestænger.

Det er efterår – der er fine æbler og gærdeje kan være fantastiske. – Når gærdeje er tilberedt med kærlig hånd og de har fået lov til at udvikle sig så er det en dejlig smag man kan frembringe i kage, som er godt til en kop kaffe eller the! Dejen som jeg bruger til mine æble stænger kunne nemt bruges til andet bagværk, men i dag er det æblestænger.

Du skal bruge følgende:

ca. 500 g hvedemel helst med højt gluten indhold

12,5 g gær – 1/4 pakke

2,5 dl kold mælk

1 stort æg

40 g sukker

1 tsk salt

2 tsk kardemomme

150 g koldt smør

til fyldet skal du bruge

100 g blødt smør

100 g sukker

150 g marcipan

3-4 æbler

kanel

æg til pensling

perlesukker og hakket mandler eller mandel flager.

Opløs gær i mælken, tilsæt æg, salt, kardemomme rør og tilsæt det meste af melen – ælt grundigt, dejen skal være glat og smidig – husk at melmægden altid kun er ca. – når du har en fin dej – så skal det kolde smør tilsættes – skær i tynde skiver – drys smørret med lidt mel og ælt det så ind i dejen – til den igen er smidig og glat. Har du røremaskine, så er det meget nemt, at bruge denne til dejen.

Stil dejen til hævning køligt eller koldt sted gerne i op til 24 timer – skal det gå hurtigere kan du lade den hæve ved stuetemperatur i 4-6 timer.

Rør det bløde smør med sukker og marcipan – det er nemmest at rive marcipanen-du skal have en ensartet masse. Æblerne deles og kernehus fjernes – jeg valgte at skrælle min æbler – hvis skrællen er pæn er det ikke nødvendigt. Skær æblerne i tynde skiver.

Del dejen i 2 og rul ud til 2 rektangler ca. 25 X 40 – du kan også dele dejen i 3 og så rulle ud til ca. 20 X 30. Del fyldet i 2 og smør det midt på dejstykkerne og læg æbleskiverne tæt ovenpå – drys til slut æblerne med lidt kanel. Fold de to kanter ind over fyldet og læg stangen på bageplade beklædt med bagepapir. Pensl med sammenpisket æg og drys med mandler og perlesukker. Klip eller skær forsigtig et 4-6 snit i stangen. Lad dem efterhæve i ca. 40 – 60 min.

Sæt stængerne i en meget varm ovn 250 g – og sprøjt evt. lidt vand i ovnrummet. Skru ned til 200 g og bag dem i ca. 20-25. min

Tag dem ud og afkøl – de er også gode at fryse! Men har du håndværkere, så er der ikke så meget til fryseren, men du har glade håndværkere!

Tak fordi du læste med og god fornøjelse.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *