brød og kager21/10-2017 af Dorthe Anneberg

Brownies med kirsebær og nødder.

Brownies

Det er efterår – der er masser af nødder, i kagerne smager de godt og de passer dejligt til chokolade. Kager med chokolade passer til rigtig meget – skal man lave dessert tallerkener eller lidt til kaffen eller til et glas portvin, så passer det. Der findes et utal af opskrifter – denne jeg har tilberedt her er som konfekt og lidt fugtig. Den holder godt – jeg har valgt at overtrække den men det er bestemt ikke nødvendigt.

Du skal til en bradepande pande ca. 20×30 cm  eller 1 stor springform bruge:

250 g usaltet smør

200 g mørk chokolade 70% chokolade

150 g tørrede surkirsebær eller tranebær

150 g grofthakket nødder – valnødder eller hasselnødder

80 g kakaopulver – brug god kvalitet

65 g sigtet mel

1 tsk bagepulver

350 g sukker

4 store æg

Til glasur skal du bruge:

100 g flormelis

3 spsk vand

100 g chokolade

50 g smør

Smelt smør og chokolade sammen ved lav varme hvis du ikke er fortrolig med at arbejde med smeltning af chokolade, så gør dette over vandbad. Når chokolade er smeltet, så rør kirsebær og nødder i. Bland kakaopulver, mel, bagepulver og sukker i en skål – rør det så i chokolade massen og rør rigtig godt. Rør æggene i et af gangen, rør godt dejen skal være jævn og fin blød – kan man bruge ordet silkeblød om dej – så er det her det skal anvendes.

Beklæd en bradepande – ca. 20 x 30 cm en stor springform kan også anvendes men selvfølgelig får man ikke finde ens firkanter, når der skal skæres ud – jeg brugte en lille rund tærte form og en rektangulær tærte form.

Kom dejen i formen og bag ved 180 g i ca 25-30 min. Den må ikke få for meget – hvis du stikker en strikkepind/nål i må der gerne lige hænge lidt ved. Lad kagen køle helt af i formen.

Skær i firkanter og kom evt glasur på. Glasuren røres af flormelis med vand i en gryde. Smelt chokoladen og rør den og smørret i flomelis sirupen – pas på den ikke skiller – hvis den skiller så varm og tilsæt lidt vand. Er den for tynd tilsæt lidt mere smeltet chokolade. – kom lidt glasur på hver stykke – eller kom glasuren på kagen og afkøl og så skær i passende stykker.

Kagen er rigtig god at fryse – så man kan fryse i mindre stykker og først når den skal bruges kommes glasur på.

 

Tak fordi du læste med og god fornøjelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *